Med erfaringerne fra La Marmotte i 2004 i betragtning (se evt. min gæstefortælling derfra), havde jeg indset, at hvis jeg skulle køre et så ekstremt bjergløb igen, skulle det være på en lettere cykel, og evt. med en lettere kropsvægt desuden.

Ötztaler Radmarathon er med sine 5500 højdemeter og 238 km en stor udfordring. Det ville nok være mere krævende end La Marmotte (174 km og 5000 højdemeter). Men det skulle prøves af.
Sölden ligger i den knivskarpe dal, Ötztal, i det allersydligste Tyrol, - meget tæt på grænsen til Italien. Grænsen går i øvrigt på rutens tag på Timmelsjoch i 2509 m. Ikke langt derfra blev Ötzi-manden (4-5000 år gammel) fundet i 1991 i en gletscher ved Obergurgl. Det skulle være på den italienske side af grænsen, og nu ligger han derfor på et museum i Italien.
P.gr.a. 25 års jubilæum var deltagerantallet forhøjet med 500 til 4000. Billetterne er derfor revet væk på få timer, efter at billetsalget åbnes på http://www.oetztaler-radmarathon.com
Der var 92 tilmeldte danskere, hvoraf 84 fuldførte (2 kvinder). Ellers ca. 150 kvinder i alt, 2200 tyskere, 800 italienere (de vandt både for mænd og kvinder). Deltagere i øvrigt fra USA, Canada, Australien, Skandinavien, Japan, England, osv.

Forberedelserne:
I forbindelse med Jotunheimen Rundt (2003) og La Marmotte (2004) har jeg fundet på at forberede disse bjergløb med igennem et halvt år forinden at træne styrken og konditionen med 2 ugentlige spinningtimer, hvor jeg sætter belastningen en del hårdere, end man får besked på. Det lægger instruktøren ikke så meget mærke til, hvis jeg gemmer mig lidt. Bortset fra at en sø af sved på gulvet røber det. Pulsur under disse timer er et must, og jeg holder mig gerne under 80% af maksimum-puls. Dette gentog jeg så igen. Desuden kørte jeg 2-3 længere motionsløb: Ullerødløbet, Väetternrunden og Nordjylland Rundt, Sidstnævnte lå 2 uger før Ötztaler, et ret perfekt tidsrum før, ifølge mine erfaringer. I alt mener jeg at have trænet over 200 timer det sidste halve år inden, og i de sidste par måneder før løbet var det 9-10 timer om ugen. Dette er lige på grænsen af, hvad jeg kan mobilisere.

Vægten søgte jeg at reducere ved at droppe alle kager, is og smør på brødet fra Jul og frem. Det blev til en stående vittighed, som jeg kunne genere andre med på jobbet og derhjemme: det der er skadeligt for min fedtprocent !

En 3 ugers ferierejse til Vietnam i februar havde desværre forøget min vintervægt lidt til ca. 80 kg. Det er 4 kg over min ’lave’ kropsvægt ved Marmotte i 2004. Så jeg havde omtrent et ’Jan Ulrich’ problem. Men sidst i august var den helt i vinkel med 73 kg og fit for fight. 4 dage efter løbet ramte jeg endda en morgenvægt på 71.9 kg. Derfra gik det gradvist opad igen.

Min gamle Schrøder stålracer på 11 kg (fra 1996) havde jeg udskiftet med en Isaac kulfibercykel med Shimano Ultegra triple krank (52/39/30) og 13-27 bagpå. Shimano R550 hjul. De 27 bagpå var udtrykkeligt blevet anbefalet fra min cykelhandler, der udmærket kender Ötztaler løbet, Stelvio og andre ekstreme bjergpas. Han sagde, at et let tråd er en stor fordel, og det viste sig også, at jeg kunne holde 10-11 km/t på 12-15 % stigninger med 27’eren. Dog gik farten på 18% stigningen på Kühtai, der er 1200 m lang, helt ned på 6-8 km/t. Ved en stigning på 18% er cyklen ganske let på styret og næsten ved at gå bagover. Gad vide hvordan det vil være ved 25% stigning i Ardennerne (Liege-Bastogne-Liege og Claude Criquielion). Hjulene var udstyret med Continental ”4 Season” dæk, da jeg havde læst mig til, at mønster på dækkene på det kraftigste må anbefales på nedkørsler, hvis det regner.

Påklædningsstrategien havde jeg fundet ved en testtur op til Timmelsjoch (2509 m) fra Sölden (baglæns rute) om fredagen. Det blev trods solskin og midt på dagen en særdeles kold tur nedad med kun en regnjakke som vind-beskyttelse. Så jeg besluttede mig for følgende: skovarmere af neopren (på hele dagen), tykke løse ben der bare blev rullet ned på opkørslerne, uldundertrøje, langærmet cykeltrøje, i midterbaglommen på den min goretex vindjakke med forlænget ryg, vinterhandsker i reserve, cykelhandsker, sammenrullede regnbukser. Man kan se, at jeg havde glemt regnovertræksjakken (fylder ingenting), hvis der skulle komme heldagsregn. For gorejakken er for varm til opkørslerne. Men det blev ikke til mere end småregn den dag ! De løse ben sammen med neopron skovarmere fungerede fantastisk fint. Før en opkørsel, eller meget tidligt på den, rullede jeg de løse ben ned. Dette kunne eventuelt ske i farten. Det generede ikke med de varme fødder igennem hele løbet, da vejret var ret koldt. På vej op ad Jaufenpas var tempoet i gruppen på et tidspunkt lidt for roligt for mig, og jeg begyndte at få ’kolde ben’. Jeg trak så de løse ben op over anklerne, og spinnemaskinen fortsatte med at fungere fint igen !

Løbet:
Vejret var ret koldt dernede. Men man kunne se på deres online vejrudsigt, at det i år onsdagen efter løbet blev endnu koldere med frostgrænse på 2200 m. Så havde jeg nok ikke startet !

Morgentemperaturen (6:30) var ikke det koldeste p.gr.a. skyer og regnvejr ved 10-tiden aftenen forinden. Der var ved starten ca. 8 grader i Sölden (1370 m). Vejrudsigten sagde 7-15 grader (for Sölden) med mulighed for spredte regnbyger. Heldigvis var vejene tørre, da starten gik og 4000 ryttere skulle køre 30 km nedad til Ötz (700 m´s højde). Der var ambulance eskorte og politiblink ved mange heller og rundkørsler på vejen. Jeg kom godt ned. Hørte om et styrt med 2 involverede, hvor de fik en lang rutschetur på vejen. De 30 km start er det farligste ved hele løbet.
Op ad Kühtai og ned ad Timmelsjoch (sidste bjerg) var der let regn, men regntøj var ikke nødvendigt.
På toppen af Kühtai ved et kæmpe digitalur, blev vi modtaget med klangen fra en tyroler kobjælde på størrelse med overkroppen på en mand. Han stod med den på brystet og svajede frem og tilbage med klokken. Så stemning var der. Vi fik generelt rigtig meget applaus rundt på ruten. Tak for det !
På nedkørslen fra Kühtai var vejene let fugtige og fra Timmelsjoch ligeledes, men nedkørslerne ved Brenner og Jaufenpass var tørre. Jaufenpass nedkørslen var fantastisk flot, og sjov. Da var jeg ved at lære det, og det var ved at gå for stærkt 2 gange.
På nedkørslen fra Kühtai var der på et tidspunkt en ko i den halvåbne tunnel, og lige forinden på et fladere stykke nogle heste i vejkanten. Der var 2 kreaturriste på nedkørslen. Det er en fordel at vide, at de er der, når man drøner ned ad en 16% hældning. Dog anvender man flade rør i risten, heldigvis.
Vejret passede med påklædningen, og heldigvis var det kun solvarmt ved bunden af sidste bjerg. For hvor skulle jeg ellers have gjort af alt det ? (valgte ikke at bruge nogen bæltetaske eller rygsæk).
En meget flot tur var det ! det er panorama hochalpenstrasse ! (som de skilter det), og jeg nød udsigten undervejs opad og brugte det som afledning fra tanker om, hvor hårdt det var.
Det sidste stykke fra sidste depot på Timmelsjoch så frygtindgydende ud som det rejste sig op i himlen. Jeg tror aldrig, at jeg har set noget så truende som det. Jeg spurgte nogle andre (danskere) på depotet, hvordan chancerne for at fuldføre var, og de beroligede mig med, at man kunne cykle til toppen på 1 time derfra, eller man kunne gå på de værste kilometre og stadig nå det. Det beroligede mig en del. Når man ikke kender ruten, er det jo lidt vanskeligt at vurdere, og der er optisk bedrag, når man ser det. At kræfterne var ved at være udtømte viste sig da også ved, at den relativt korte pause ved depotet var lang nok til lige at udløse kortvarig krampe i lårene efter passage af skovgrænsen lige ovenfor.
Hårnålesvingene danner sidste stykke op til tunnelen, hvorefter bjerget flader helt ud. Så er der få kilometre til toppen og sidste kontrolpost. Hvor et stort banner skilter med: ”Am Ziel deiner Träume” – de har da humor. Før tunnelen i det sving, hvor der er 2 ’ben’ igen, så jeg en rytter stoppe og kaste op. Så er man altså helt sukkerkold eller mere. Men klaret det har han vel, for der var masser af tid til at gå derop om nødvendigt.

Køretider:
I mål efter 12 timer og 22 minutter. Det er en placering på 3154 imellem 3715 fuldførende, ud af 4000 startende. Et resultat som jeg er ovenud tilfreds med.
På turens tag, Timmelsjoch, var jeg ca. halvanden time fra tidsgrænsen. De klokkeslet jeg ellers har noteret mig er : Kühtai top (depot) kl. 9:05, Brenner top (depot) ankomst 12:05, Jaufenpas (depot) ca. 14:30, St. Leonard 15:05, sidste depot på Timmelsjoch kl. 17:00, toppen ca. 18:05.
På basis af den chip, man kører med, kan man på hjemmesiden for løbet bagefter hente informationer om mellemtiderne. De opgiver dels tiden imellem målepunkterne, men også en placering for hvor hurtigt den pågældende mellemtid rangerer i forhold til alle de andre deltagere på mellemstykket. Depotpauser på toppen måles ofte sammen med nedkørslen lige efter.

Mine mellemtider har nogle relative placeringer, der når sin laveste værdi ved Jaufenpas med placeringen 2562, og på Timmelsjoch er den 2649. At den relative placering så kan stige derfra og til 3154 i Sölden, når jeg ikke er overhalet af ret mange på nedkørslen, - det kan man undre sig over. Men det kan forklares ved, at ca. 500 har kørt hurtigere før Sterzing og langsommere efter.

Efter løbet:
Hvordan var så Ötztaler Radmarathon i forhold til La Marmotte ? noget helt klart svar bliver det ikke.
Jeg følte dem nogenlunde lige hårde, selv om jeg i La Marmotte var 6 kg tungere sammenlagt. Lad os bare sige, at det er nok min bedste vurdering. Dog var jeg energimæssigt længere i bund på Öetztaler om aftenen og dagen efter. Det kan skyldes den lavere kropsvægt. Men også at jeg måske skulle have være gået i træningspause 2 uger før løbet, og ikke kun 1 uge. For jeg havde trænet en del hårdere. Min netto-køretid er for La Marmotte kun 12 minutter kortere end for Ötztaler, selv om Ötztaler er længere med 64 km og 500 højdemeter. Der er nogle lette transport-distancer på Ötztaler. De første 30 km f.eks. (som dog kan være meget farlige i vådt føre) og også 15 km stykket før Insbruck. Trækker man dem fra, er distancerne ikke ret forskellige. Men Ötztalers opkørsler: Kühtai er uhørt stejl til tider (men ligger først i løbet) og Timmelsjoch er uhørt lang. Når sidste kontrolpost er passeret, ved man, om man er fuldført, og at der resterer 200 højdemeter i løbet betyder meget lidt. Så det er nok 5300 højdemeter, man skal sammenligne med Marmottes 5000 m. Jaufenpas er et nådesløst bjerg at gå kold på, da det stiger uformindsket hele vejen. Der levnes ingen chance for et pust, - hvilket man får på de 3 andre bjerge. Hvad der udgør en markant forskel på løbene er de 5 nedkørsler, som Ötztaler brillerer med, i forhold til Marmottes 2-3. Så hvis ikke man kan lide nedkørsler, har man måske efter Ötztaler opnået at være blevet rimelig god til det.
Løbet står bagefter prentet i ens hukommelse meget klart. Det er ikke så meget lidelsen, synes jeg, men intensiteten hvormed man bruger alle sine kræfter og snilde. Det gør oplevelsen uforglemmelig stærk, og det er en oplevelse for livet ! Det er følelsen af overlevelse.
Fra og med år 2003 får man udleveret en trikot, når man fuldfører og afleverer sin chip. Trøjen var i år markant anderledes end tidligere (p.gr.a 25 års jubilæet). Jeg kan absolut anbefale at prøve løbet af.

Til sidst en tak til cykel-Lars fra Børkop for at have skaffet mig min billet og startplads (medens jeg var bortrejst), og for kørelejlighed med hans venners bil. Det er en kreds med relationer til Munkebjerg Classic (BMC) og Grejsdalsløbet (Vejle Cykel Motion). Se www.cykelmaraton.dk

Løbet bliver sponsoreret af Red Bull. At de har mange penge fremgår klart, fordi løbet filmes bl.a. fra helikopter. I november udkommer så en DVD med 40 minutter reportage. Den indeholder også resultatlisten, diasshow, og highlights fra tidligere år. I 2003 og 2004 blev man ganske våde.

Om fremtiden:
I 2008 tager jeg en Marmotte igen, og i 2011 måske en Paris-Brest-Paris. Desuden er der nogle løb i Flandern, som jeg kunne tænke mig at prøve.