Der er mange forskellige måder at tilbringe en forlænget weekend på. Jeg gjorde det ved at deltage i det fantastiske ”motions” cykelløb La Marmotte.

Min gode ven Lars er lidt af cykel fanatiker, og efter at have deltaget i flere løb i udlandet, bl.a. Liege - Bastogne - Liege, havde han mod på noget mere. Lars havde hørt om La Marmotte, men ingen af hans cykel venner havde overhovedet lyst eller fantasi til at køre et løb med rigtige bjerge, så vejen lå lige for at spørge mig, da jeg tidligere har ytret mig om, at det kunne være sjovt, at køre en tur op ad Alpe d´Huez.

Min egen cykel erfaring består af lidt duathlon for 8 - 9 år siden, hvor jeg fandt ud af at jeg havde det godt med at køre op ad, bl.a. i.f.m. en PowerMan i Dolomitterne i Italien. Men siden en cykel tur fra Danmark til Garda Søen og Milano i 2000 havde jeg ikke cyklet en meter. Så selvom jeg straks sagde ja, da Lars spurgte, om jeg ville med, var det også med en smule frygt, at jeg tilmeldte mig, for med kun 2 måneder til start, var jeg klar over, at det ikke ville blive cykelgrundtræningen, der skulle få mig igennem, og da jeg aldrig har cyklet længere end 120 km på en gang, ville distancen på 174 km også være en udfordring. Men min grundkondition som marathonløber (2.27) og mine 90 - 110 ugentlige løbe km. skulle være min styrke. Jeg har samtidig den fordel, at min vægt er velegnet til bjergkørsel, når det gå op ad, ca. 63 kg fordelt på 181 cm.

Min cykel blev straks sendt til cykelsmeden, og tristyr blev udskiftet med racerstyr, og det ”ny modens” bremsegreb med gearskifte blev monteret. For en sikkerheds skyld fik jeg monteret en krans med 26 som det største bagpå, selvom jeg i sin tid i Italien havde haft rigeligt i 39/24, og på ferieturen til Garda Søen havde kørt over Brennerpasset med 42/24 med al bagage for 2 personer på min cykel.

Min træning gik som planlagt. Stadigvæk +100 km løbetræning pr. uge og så en ugentlig cykeltur. 1 x 10 km, 2 x 30 km, 3 x 60 km og 1 x 80 km. I alt 330 km på cykel så var jeg klar. Jeg var godt nok gået ”kold” på to af mine ture, men hvad betyder det, når man er omgivet af mindst 5.000 andre cykel entusiaster, der kan bære en frem. At Lars så havde kørt ca. 6.000 km siden nytår, deltaget i diverse cykelløb, og ført minutiøst pulsskemaregnskab, var en anden måde at forberede sig på.

Torsdag eftermiddag d. 4. juli, 2 dage før løbet, fik vi pakket Lars Toyota Previa med 2 cykler og 1 drømmeseng, også var vi ellers klar til at drage syd på.

Fredag formiddag kl. 9.30, 18 timer efter vi tog hjemmefra, satte vi os til rette på toppen af Alpe d´Huez for at spise morgenmad, i det mest vidunderlige vejr. Vi havde på vej mod toppen, set mange der var ude for at lufte deres cykler, og selvom de så meget anstrengte ud, mente vi ikke, at denne bakke var så frygtindgydende, som vi havde forestillet os. Det kan være, at det var den lange nat uden særligt meget søvn, der spillede os et puds på dette tidspunkt.

Efter nummer afhentning var det tid til at finde vores hotel, som lå i La Grave, ca. 30 km fra Bourg d´Oisans, hvor vi fik en velfortjent lur. Eftermiddagen blev brugt på at trimme cyklerne og så rulle en tur for at få stivheden ud af kroppen. Aftensmaden blev indtaget på fortovscaféen til vores hotel, hvor vi kl. 21 sad og nød synet af den solbeskinnede gletscher på bjerget overfor i 4.000 m. højde, fyldte os med pasta, drak et glas rødvin og cappuccino, og bare glædede os til den næste dag, for i dette vejr ville det ikke være et spørgsmål om vi fik kørt guldtiderne hjem, men om hvor meget vi ville komme under guldtiden på 8.49, som var kravet i vores klasse.

Det første jeg hørte, da uret ringede kl. 05.00 på løbsdagen, var en bil der kørte forbi uden for på vejen, og det var ikke nogen rar lyd. For en bil der kører ned ad en regnvåd bjergvej, hvor det regner i lårtykke stråler, har en meget bestemt lyd, der ikke er spor rar at høre, når man skal ud og cykle 174 km fordelt på diverse bjergveje på 4 bjerge.

Efter et solidt morgenmåltid, som blev indtaget sammen med en masse andre sammenbidte cykeltosser, var der ikke andet at gøre end at kaste sig ud i bilen, og begive sig mod starten i  Bourg d´Oisans. Iklædt varmt tøj blev vi siddende i bilen til kort før start, hvor vi så kun havde et at gøre, sætte os på cyklen, blive gennemblødte, og så ellers beholde det gode humør og varmen så længe som muligt.

Kl. 07.24, 9 min. efter officiel start, rullede vi over startstregen, og løbet var i gang. Vi ønskede hinanden god tur, og så var vi begge på egen hånd. Jeg ville ikke kunne følge Lars på de flade stykker, da hans teknik og styrke var mig overlegen på disse steder, og jeg ville formentlig køre fra ham på opkørslerne, så vi skulle blot mødes ved bilen efter løbet.

Efter at have læst samtlige beretninger på tornoee.dk frygtede jeg starten, for i min manglende teknik var der ikke overskud til at ”slås” med de andre cyklende, men til min glæde blev der vist hensyn, og der var masser af plads på vejen. Det var måske vejret der gjorde, at der blev vist hensyn til hinanden. Lars var som forventet straks smutte fra mig, men så havde jeg da et mål at jagte, når vi ramte første opkørsel.

7 km fra start også var løbet rigtigt i gang. Jeg havde allerede overhalet en del, men nu blev det sjovt. Opkørelsen til Col de la Croix de Fer var begyndt,  forude lå det første bjerg og 30 km, hvor det skulle gå op ad det meste af vejen. Jeg gik straks i gang med at drikke. For ikke at gå ”kold” havde jeg bestemt mig for at drikke 1 - 1½ flaske pr. time og spise 1 High5 energibar i timen. Pulsen skulle helst ikke over 150, så pulsuret blev også tjekket. Puls 156 var måske lige i overkanten, men det gik jo ufattelig godt. Jeg holdt mig helt til venstre og susede forbi en masse stående, prustende cyklister, der så meget anstrengte ud, og jeg sad ned, drak, spiste og havde det ellers perfekt, også selvom det fortsat regnede kraftigt. Jeg havde fået varmen i kroppen, skiftede mellem 39/21 - 23 og af og til 26, det var lige mit terræn dette her. Ca. 3 km oppe passerede jeg Lars, så var det hans tur til at jagte mig. Efter 20 km kom så den første lille nedkørsel. 1 - 2 km brat ned ad, hvor jeg straks fik sat min manglende teknik på en prøve. Mens jeg fik afprøvet mine bremser, susede rytterne forbi mig i et afsindigt tempo. Nå pyt med det, jeg tager dem igen inden første sving, når det går op ad igen, tænkte jeg. Og det gjorde jeg. 12 % over 1 km og så var de alle hentet igen. Pulsen var fortsat i det rødefelt, men det gik jo godt, og der var endnu ikke en eneste, der havde overhalet mig, når det gik op af. Jeg skulle blot give plads til motorcykler og biler, der ville forbi, og så til de modkørende cyklende der allerede havde valgt at give op. Og dem var der mange af. 2 km fra toppen måtte jeg have et stop for at lade vandet. Jeg havde altså fyldt rigeligt på. Op på cyklen igen hvor jeg kort efter passerede fotografen, der fik et stort smil og et vink.

På toppen af Col de la Croix de Fer, fik jeg fyldt mine flasker, spist en af mine medbragte bananer, og drukket et glas energidrik. 1 time 59 min. var gået siden starten, jeg var ikke blevet overhalet en eneste gang på opturen, og nu skulle jeg ned ad.

I et forfærdeligt regnvejr, på nogle vandfyldteveje, havde jeg kørt mindre end 1 km, før jeg rystede så meget af kulde, at jeg var bange for at falde af cyklen. Og så følte jeg, at alle dem jeg havde kørt fra på opturen, nu piskede forbi mig. Havde jeg dog bare kørt lidt flere km hjemmefra, så min teknik havde været lidt bedre. Jeg drømte om en lille opbakke så jeg kunne få lidt varme i kroppen. Efter ca. 7 km blev det total tåget med en sigt på mindre end 10 meter, og jeg måtte af cyklen for at få lidt varme i kroppen og samtidig endnu engang lade vandet. Tågen blev dog min ”redning” på denne nedkørsel. Jeg kunne ikke se hvor stejlt det var, og i regn, tåge og på vandfyldteveje kørte jeg med over 60 km/t resten af vejen ned til byen St Jean de Maurienne. Faktisk fik jeg varmen af at overhale en masse cyklister, selv biler og en enkelt ambulance blev passeret, og samtidig følte jeg, at jeg kørte med masser af overskud.

De næste 14 km mod opkørselen til Col du Télégraphe foregik uden at jeg kunne se nogle foran mig, og jeg kunne heller ikke se nogle bag mig, men pilene på vejen og vejviserne var tegn på, at jeg var på rette vej.

Min plan med at drikke og spise holdt, men ved starten på Col du Télégraphe måtte jeg endnu en gang ind til siden og lade vandet. Det var i det mindste et tegn på, at jeg ikke blev dehydreret. Jeg angreb straks bjerget, nu var jeg igen i mit rette element. Men pulsen ville ikke helt op, hvor den var på turen op til Col de la Croix de Fer. 149 kunne jeg tvinge den op på, og selvom jeg overhalede flere, blev jeg pludselig også selv overhalet. Det var ikke helt med i planen, men der var intet at gøre, min pulskurve havde den modsatte retning af stigningen. Jeg var glad for min 39/26 og misundte Lars og hans ”panikgear” 39/27. Jeg fik spist og drukket på turen op, men de sidste 3 km lovede jeg mig selv en mindre spise, drikke og tisse pause på toppen af Col du Télégraphe, også selvom jeg vidste, at der var depot i Valloire 5 km efter toppen.

4 timer 13 min. efter start var jeg på toppen af Col du Télégraphe. Jeg spiste resten af en High5 energibar, tømte en flaske og fik ladet vandet, og så var det ellers ned mod depotet i Valloire.

Ifølge min plan skulle der være depot ved 97,5 km i Valloire, så de sidste 2 km mod depotet ved 99 km var meget lange. Jeg hyggede mig dog med at se på de 4 hjulede crosskøretøjer, der kørte rundt på ”vejene” ved siden af mig, for hvis jeg var våd, beskidt og gennemblødt, så var kørerne af disse crossmaskiner endnu mere beskidte. Nu gjaldt det om at samle kræfterne om turen op til Col du Galibier.

Jeg kan normalt ikke fordrage kage med røde og grønne bær, men den her ved depotet smagte vidunderligt, samtidig fik jeg fyldt banan på. Desværre kunne jeg ikke finde ud af, hvor jeg kunne få vand på mine flasker, så det blev til varm te med alt for meget sukker, men jeg skulle have noget at drikke på vej op til Col du Galibier. Og så var det lige tid til at lade vandet, inden jeg hoppede på cyklen igen.

De første 5 km mod Col du Galibier følte jeg ikke at det gik op ad. Faktisk så det helt fladt ud, men når jeg kikkede tilbage, kunne jeg godt se, at det gik op ad, og med 39/19 - 21 var jeg klar over at det ikke var helt fladt. Pulsen kunne jeg ikke drive over 135, men hvad gjorde det, dette var sidste bjerg, inden det gik ned ad i 45 km, og så manglede jeg kun en enkelt Alp. Det regnede fortsat, jeg var totalt gennemblødt, så jeg overvejede at stoppe ved vores hotel, som vi ville passere 19 km efter toppen af Col du Galibier, for at få tørt tøj på, men blev dog enig med mig selv om, at det nok ville medføre, at jeg ikke ville komme i gang igen, så jeg forkastede tanken, men det kunne nu være rart at sidde i varmen med en cappuccino, og se Lars drøne forbi. Det viste sig bagefter, at Lars havde haft samme tanke.

5 km efter depotet i Valloire slå vejen et kraftigt højre sving, og så starter den rigtige optur til Col du Galibier. Siden depotet havde der ikke været et træ, så på afstand kunne jeg begynde at forberede mig til de næste 13 rigtige km op mod Col du Galibier. Det var muligt at følge vejen sno sig op ad, og hele vejen kunne jeg se cykelrytterne står op og trampe i pedalerne. Min puls steg lige med det samme jeg ramte stigningen, og det lykkedes mig at holde den på ca. 138 hele vejen op. For førstegang måtte jeg af og til op og stå, men jeg befinder mig bedst ved at sidde ned, så det gjorde jeg det meste af vejen.

Ved 10 km skiltet lovede jeg mig selv, at jeg ville stoppe ved 5 km skiltet og spise den eneste chokolade betrukne High5 energibar jeg havde med, men da jeg nåede 5 km skiltet, mente jeg at der var for stejlt, til at jeg kunne komme i gang igen, hvis jeg stoppede. Det skulle være ved 3 km skiltet. Det samme gjorde sig gældende her, så jeg fortsatte op mod toppen af Col du Galibier. Fotografen 1 km før toppen fik et vink, men der var ikke overskud til det store tandpastasmil denne gang. På toppen af  Col du Galibier stoppede jeg for at fylde mine flasker. Jeg spiste noget mere frugtkage, min chokolade High5 energibar, banan og så på tiden. 6 timer 5 min. var der gået siden starten. Det ville sige, at jeg havde 2 timer 44 min til at når guldtiden. Efter de beretninger jeg havde læst på tornoee.dk, skulle jeg nok forvente at bruge 1.45 til Alpe d´Huez, så havde jeg 1 time til de 45 km ned til Bourg d´Oisans, og med min teknik på nedkørslerne, var det nok ikke realistisk, så jeg lod guldtid være guldtid, tog noget mere at spise og drikke, og så var det tid til at lade vandet, inden jeg begav mig ud på den sidste tur ned ad.

De første 7 km var ikke specielt sjove. Det var hundekoldt og frygteligt stejlt. Nu gjaldt det om at komme i mål, så jeg kunne komme tilbage til bilen, få noget tørt tøj på, og så evt. ligge mig ind på drømmesengen, og pakke mig ind i tæpperne, så jeg kunne få varmen igen.

Efter ca. 10 km nedkørsel blev jeg hentet af en gruppe, som jeg holdt sammen med, til vi nåede Bourg d´Oisans. Jeg kikkede på tiden, og så at jeg havde 1 time 18 min til at nå guldtiden. D.v.s. 13 km på 1.18 eller 10 km/t hele vejen op til Alpe d´Huez, det kunne måske alligevel lade sig gøre.

Jeg tænkte endnu engang på den prikkede bjergtrøje, og gav mig i kast med bjerget. Desværre skete der det, der bare ikke må ske. Min kæde hoppede af, da jeg gik fra 53 til 39. Hurtigt af cyklen, på med kæden og så i gang igen. Jeg hentede hurtigt den gruppe jeg havde ligget i. Pulsen kom op på 140 - 144 og farten var 10,0 - 10,5 km/t, sving 21 blev passeret, så var der kun 20 igen. Det så helt fornuftigt ud. Men det holdt ikke ret længe. Efter 12 min. og alt for langt mellem hårnålesvingsnedtællingsskiltene, måtte jeg sande, at det nok var urealistisk at nå guldtiden. I sving 13 var pulsen ikke til at drive over 122, og farten var under 9,5 km/t. så jeg besluttede mig for at gøre et holdt, spise endnu en High5 energibar, der efterhånden hang mig ud af halsen, og så tømme mine flasker. Jeg fik krampe i den ene læg, da jeg klikkede foden ud, så jeg var nødt til at strække ud. Det var helt rart at sidde på kanten, se andre puste sig på vej op ad, og så ellers vide at jeg snart var i mål. Og så kom solen frem. Jeg tog for første gang min regnjakke af. Pakke den sammen på ryggen, tømte mine flasker, og så var det endnu engang tid til at lade vandet. Resten af vejen op ad lignede min pulskurve det den skulle, en stigende opkørsel. Jeg holdt over 10 km/t resten af vejen, og overhalede igen, som jeg havde gjort det først på dagen. Jeg nød resten af turen op til Alpe d´Huez, kørte så tæt på kanten som muligt for at få en god udsigt, og se alle dem der knoklede længere nede. Det var vidunderligt at krydse mål stregen, få noget varmt at spise og drikke og ellers sidde og være tilfreds.Jeg havde brugt 1 time 24 min. på turen op, inkl. 6 min pause. Jeg var dog så brugt, at jeg ikke fandt ud af, hvor jeg skulle hente diplom og aflevere chippen. På min tur med fra Alpe d´Huez mødte jeg Lars, der endnu manglede 4 km til toppen. Han fik et opmuntrende tilråb med på vejen.Nede ved bilen var det vidunderligt at få tørt, varmt tøj på. Solen skinnede, jeg fyldte mig med mad og drikke fra depotet for foden af Alpe d´Huez, og nød synet af alle dem som pustende stoppede for foden af bjerget, eller begav sig op ad de sidste 13 km.Om aftenen fik vi en vidunderlig middag, god rødvin og vores fortællinger om dagens oplevelser og om hvordan vi skal forbedrede os til næste år, for at hente de guldmedaljer, blev bedre og bedre. Men det vigtigste af alt. Vi havde begge gennemført i dette forfærdelige vejr.Lars fik kørt i tiden 9.59.52/9.51.05 uden en eneste pause. Jeg kørte i tiden 9.04.11/8.55.20. Med sammenlagt 29.10 pause undervejs, havde jeg haft mulighed for at køre mig til guldtiden, hvis jeg blot havde lagt lidt langsommere ud på turen op til Col de la Croix de Fer, og ellers brugt lidt kortere tid i depoterne, så det gør jeg næste år.Men en ting er helt sikker, jeg skal køre lidt flere træningsture til næste års La Marmotte. Mindst 500 km.Søndag morgen skulle vi hjem igen. Der var ikke en sky på himmel, og vejrudsigten lød på 30° og sol.

Carsten Graff

Læs mere her