Det var egentlig meningen, at jeg i år skulle have deltaget i projekt "København - Nordkapp på 14 dage", som en klubkammerat tilbage i 2008 indgik væddemål omkring. Da Jens på en træningstur præsenterede idéen, var jeg straks med på den, og deltog i den spæde planlægning og rekruttering af deltagere. Sidste efterår revurderede jeg min deltagelse, og endte med at melde fra. To ugers cykling samt nogle dages bilkørsel tilbage til Danmark, var et for stort offer i forhold til samværet med min kone Mette. Vi nyder at rejse og opleve verden sammen i en grad, at de tre uger projektet i princippet ville tage, bare var for ødelæggende. Nordkapp må vente til jeg bliver pensionist (nøjagtigt som det har gjort for flere af de seje deltagere der gennemførte turen i fin stil).
Som de tidligere seks år deltog jeg (og i år også Mette) i stedet for i klubbens træningstur til Alsace i slutningen af maj. Det var en rigtig god tur, og jeg fik i løbet af ugen 600 kilometer og 10.000 højdemeter i benene, som syntes lidt stærkere end de sidste par år. Mette besejrede i øvrigt for første gang Grand Ballon - tillykke.
Træningen i juni var ikke helt optimal, men jeg var stadig optimist i forhold til "La Marmotte"

Fredag d. 24. juni
I år mødtes vi hos Mona og Jan allerede kl. 20,00, og efter omlastning af bagage og cykel gik turen sydpå. Den "gamle" BMW var skiftet ud med en spritny, og cykeltransportkassen på trækkrogen havde fået en omgang ny lak så farven matchede bilen. Ja fint skal det være når teamet kører ud i verden. Jeg havde fra morgenstunden bestilt billet på ruten Rødby - Puttgarden. Noget jeg ikke plejer, og som jeg derfor ikke har den store erfaring og øvelse i. I hvert fald var jeg glad for mit morgencheck af den printede pladsbillet. Jeg havde ved en mindre fejl booket den forkerte sejlretning. Gør det aldrig. Arbejdet med at komme igennem Scandlines telefonsystem til personlig betjening er ørkesløst og en ren katastrofe. Heldigvis var det lykkedes til sidst, og vi kom med den ønskede afgang. Turen gennem Tyskland gik fint uden den ventede trafik, og kun med de mange vejarbejder som forstyrrende elementer. Morgenmaden blev indtaget på en fransk rasteplads med restaurant.

Lørdag d. 25. juni
Vi ankom til "Hotel de Milan" i Bourg d'Oisans centrum kl. 11,00, og fik straks vores værelser, som var lige så rustikke og originale som sidste år. Mona og Jan havde ingen gardiner (sikkert fordi gardinstangen var faldet ned - der var i hvert fald store huller i vægen, hvor den engang havde været skruet fast) og brusestangen i Mettes og mit værelse hang og dinglede i nedteste monteringsskrue (noget som vi selv rettede undervejs). Til gengæld virkede fjernsynet på værelset, hvilket dog ikke hjalp så meget, da der ingen antenne var. Velkommen til Frankrig.
Det var højsommer med sol fra en skyfri himmel høje temperaturer, så vi nød dagen i Bourg d'Oisans. Sent på eftermiddagen blev cyklerne hevet frem og samlet, hvorefter Jan og jeg trillede en tur ud til Venosc. Lige for at se om alt fungerede og prøve hinanden lidt af. Vi nåede lige et bad før middagen kl. 20,00, hvorefter det var på hovedet i seng. Vi havde lige et par timers søvn at indhente. Godnat.

Søndag d. 26. juni
Mette og jeg stod tidligt op, så Mette kunne få sin morgenløbetur på diget langs floden. Jeg cyklede med for selskabets skyld. Morgendisen hang lavt over floden - smukt. Tilbage dampede vi (Mette) lidt af, før en morgendusch gjorde os klar til morgenmaden i hotellets "overdådige" restaurant. Flutes, ost, skinker og diverse morgenmadsprodukter gjorde os klar til dagens forskellige udfordringer. Pigerne indtog de 2 intakte liggestole, mens drengene tog cykelturen til Les deux Alpes. Tur - retur 45 kilometer og 1.000 højdemeter.
Frokosten indtog vi alle 4 sammen i Alpé d'Huez, hvorefter vi vandrede omkring bjergsøen oven for byen. Der er så vanvittigt smukt og så ubeskriveligt fredfyldt, at enhver stresspatient burde ordineres en gåtur der.


Mandag d. 27. juni
Efter morgenmaden varmede Jan og jeg benene op med en kort cykeltur i dalen inden vores angreb på "alpen". En tur op af bjerget til Alpé d'Huez er altid en god rettesnor i forhold til årets form. Er vi på niveau med tidligere? Eller hvor er formkurven på vej hen? Kl. 9,45 drejede vi til venstre i sidste kurve lige før opstigningen. Jeg satte straks et stort angreb ind på Jan. På stor klinge og stående i pedalerne må jeg have lignet Alex Zülle i 1996, da han fra foden af et bjerg prøvede at rette op på et alvorligt tidstab. Det var ved at gå mig lige så ilde, som  det gik for den gæve schweizer. Luften gik ud af min ballon allerede inden sving 21. Heldigvis skjulte et lille velkendt knæk på vejen min oversatsning for Jan. Han var ladt tilbage med et knusende nederlag, mens jeg - kun lidt længere fremme - forsøgte at få pulsen og vejrtrækningen i ro. Hullet jeg havde skabt, var stort nok til, at Jan ikke så mig, før han udtømt for kræfter ankom til Alpé d'Huez. Der ventede jeg under en skyggefuld café parasol med et par colaer. "Du er ikke rigtig klog",  var Jan´s første kommentar, mens vi grinede til hinanden. Efter at have betalt mademoiselle (hende med det bare og brune maveskin), trillede vi ned af bjerget igen.
Efter bad og praleri overfor pigerne foretog vi indkøb til picnic i det store Casino supermarked lige uden for Bourg d'Oisans. Bilen bragte os derefter ad landevejen forbi Venosc, hvor vi fandt endnu en fransk naturperle.  
Vi parkerede tæt ved et lille madsted, og gik over broen, der førte over den rivende flod. Der - på stenene som floden har efterladt i foråret efter den høje smeltevandstand - blev frokost og eftermiddagssol indtaget få meter fra den rivende flod og med udsigt til et smukt vandfald. Til trods for det larmende flod - utroligt fredfyldt og beroligende.
Endnu en dejlig dag.  

Tirsdag d. 28. juni
Mette har ved et par lejligheder prøvet kræfter med Alpé d'Huez. Dette uden helt at have kunnet besejre kæmpen. Jo på gåben i 2002, men aldrig helt på cykel. Bedste resultat hidtil er et besøg i sving 9, inden cyklen blev vendt. De sidste par år har Mette cyklet lidt mere, og efter succesen i Alsace var det med i overvejelserne hjemmefra, at Mette skulle have en chance mere på bjerget. Cykelsko, hjelm og lidt tøj til forsøget var der i hvert fald blevet plads til i bagagen. Mette havde dagen før lejet en cykel til formålet, og Kl. 8,50 trillede Mette og jeg fra hotellet for at se om viljen og evnerne rakte. Man skal selv prøve at cykle i bjergene for helt at forstå udfordringen. Passer man ikke på sig selv, eksploderer puls og vejrtrækning, og der går lang tid, før man igen har kontrol over kroppen. Selv om Mette ikke er helt grøn eller uerfaren mere, har hun en evne til at yde puls 190 i løbet af ingen tid. Også tirsdag d. 28. juni. Efter 1,5 kilometer - i sving 20 - måtte Mette lige have benene på jorden for at få pulsen lidt ned. Efter den lille pause, fortsatte vi turen opad i et mere fornuftigt tempo. Kun i sving 9 gjorde vi endnu et kort stop, og det var egentligt mere for udsigtens skyld end behovet. Snart (måske ikke en formulering Mette ville bruge) var målet i sigte. Jan og Mona havde taget bilen op og stod parat med lykønskninger.
Mette fik sig en Alpé d'Huez cykeltrøje med hjem som bevis og præmie for indsatsen. TILLYKKE

Midt på eftermiddagen var det så igen drengenes tur til lidt bjergkørsel på cykel. Vi fulgte først hovedvejen D1091 mod Grenoble og kort uden for Bourg d'Oisans drejede vi til venstre ad D526 mod Col d'Ornon. Efter yderligere ca. 3 kilometer igen til venstre ad D210 mod Villard-Reymond (1560 m.o.h.). Smal, smal og øde bjergvej med storslået udsigt. Solen bagte og temperaturen var ganske høj. Jan var lidt presset på sin vejrtrækning gr. formodentligt noget allergi, så han kogte snart over. For at sænke den indvendige varmegrad tog han først hjelmen af, derefter trøjen og lidt efter blev bukseselerne krænget ned. For at øge fartvindens (8 km/t) kølende effekt smed han også brillerne. Jeg har det hele på video, men af hensyn til vores venskab kommer det ikke på Youtube :-)
Vel oppe i Villard-Reymond kunne vi nyde den fantastiske udsigt over Alpé d'Huez på den anden side af dalen. Prøv det. 
Dagen bød for mig på 50 kilometer og 2.100 højdemeter.  

Onsdag d. 29. juni
Onsdag stod den på afslapning og biltur til Col du Galibier med frokost i La Grave med udsigt til gletsjeren La Meije. Der var koldt, tåget og et par snebunker på toppen af Galibier. 


Torsdag d. 30. juni
Trods mine mange besøg i Bourg d'Oisans har jeg aldrig besteget Alpé d'Huez fra bagvejen via Col de Sarenne. Torsdag var udset til den debut. Kl. 9,00 tog Jan og jeg udstyret på, og cyklede mod øst og Le freney ad D1091. Efter dæmningen ved Lac du Chambon drejede vi til venstre ad D25 mod Col de Sarenne der ligger i 1999 meters højde. Igen befandt vi os på smal og rigtig øde vej. Skønt for et par glade cykelmotionister. Vejen var måske ikke nyasfalteret, men det gør måske bare originaliteten endnu mere tydelig. Der er ca. 13 kilometer og 1.000 højdemeter fra dæmningen til toppen af Col de Sarenne med max. stigning på ca. 14% så bestemt et rigtigt bjerg. Vejret var igen fantastisk og vi nød turen i fulde drag. Jan var stadig plaget af besværet vejrtrækning, men beklagede sig ikke, selvom det tydeligvis hæmmede ham. Passet blev nået og det gik nu ned ad dårlig vedligeholdt vej til Alpé d'Huez. Det var nemt at forestille sig det øde området klædt i vinterdragt og skiløbere på pisterne. Også den oplevelse har jeg til gode i Alpé d'Huez. Vel nede igen havde vi tilbagelagt 50 kilometer og 1.548 højdemeter.
Sidst på eftermiddagen var det tid for vores årlige "klatretur" op over klippen til La Garde ved sving 16.
Godnat.  

Fredag d. 1. juli
Cykeltræningen var overstået. Nu manglede blot den sidste afpudsning af psyke og udstyr. Ved 11 tiden tog vi bilen til toppen for at afhente startnumre og indtage frokost på vores stamrestaurant. Vi slentrede lidt rundt i mylderet og fik hilst på flere bekendte. Hyggeligt. Efter frokost fik cyklerne en omgang med kluden og lidt smørelse. Vi var klar.

Lørdag d. 2. juli
For femtende år i træk stod jeg klar i startbåsen. For første gang i sidste bås. De fleste år har jeg haft forholdsvis lavt startnummer, men det var kikset i år. Det har nu ikke den store betydning, idet jeg er for langsom til at være blandt de første over Col du Glandon og der vil derfor altid være tæt trafik for mig på nedkørslen. Omvendt er jeg hurtig nok til at kunne undvære de ca. 3 kvarter i forhold til lukketiden for foden af Alpé d'Huez om eftermiddagen.
Det var noget koldere end sidste år, men slet ikke så slemt som det kan være. Alt i alt tegnede det til en god dag. Styrtet jeg havde på Glandon nedkørslen sidste år var totalt fortrængt, og jeg var rolig ved gensynet med stedet. Længe efter de første var sendt af sted, rykkede vi tættere på startstedet, Jan og jeg trykke hånd, og ønskede hinanden et godt og sikkert løb, og kl. 7.55 var mit La Marmotte i gang. Som altid var jeg meget opmærksom  på de andre ryttere i feltet for ikke at blive indblandet i uheld. Farten er jo altid høj, og folk er tændte og sprængfyldt af energi og spænding. Jeg var selv interesseret i et højt tempo, og fulgte med en hurtigt gruppe. De første flade 10 kilometer var hurtigt overstået, og virkeligheden sneg sig ind på feltet. Arbejdsdagen var begyndt.
Jeg følte mig nogenlunde kørende, selvom stykket med 12% efter den bratte nedkørsel syntes overraskende slemt. En revurdering af ambitionerne var i mine tanker. Jeg fandt dog ind i en god rytme og nåede Col du Glandon 5 min. før end forventet. Optimismen kom på besøg igen. Den megen trafik ned ad Glandon umuliggjorde mange overhalinger, og jeg satte lidt tid til i forhold til tidligere, men sikkerhed frem for fornøjelse. Turen i dalen forløb fornuftigt. Jeg er erfaren, og bruger ikke unødige kræfter på dette stykke.
Col du Télégraphe var næste udfordring, og jeg susede ikke ligefrem op over. Bjerget er jo egentligt godt nok med sin jævne stigning, men varmen var kommet og jeg søgte skygge hvor den var at finde. Jeg var lidt brugt og slidt da jeg nåede toppen, men stadigvæk foran planen. Hvad kunne det ikke blive til? Sejr og delvist nederlag på samme tid skulle det senere vise sig.
Man restituerer ikke på den korte nedkørsel fra Télégraphe, og benene havde da heller ikke alverden at skyde med på turen mod Col du Galibier. Vinden var dog i år en barmhjertig følgesvend. Den kom fra Valloire og derfor at betegne som medvind på de første 8 kilometer. Ikke en pelikan der blæste os alle op af bjerget som små sejl, men dog en brise bagfra, som er noget bedre end en der kommer forfra. Efter passagen af floden gik det som altid lige op i himlen, og her var der så skiftevis mod- og medvind. Som så mange gange før (læs: altid), formåede min hjerne ikke at holde mig på cyklen. Fristen og undskyldningerne til et lille hvil tårnede sig op, og jeg overgav mig et par gange. Jeg benyttede de små hvil til at få spist og drukket. Så var der ligesom et alibi for pausen. En kilometer før toppen (lige ved indkørslen til tunnellen) stod Jens Käsler fra Velo Tours. Han havde her  indrettet depot for hans ryttere. Jeg gjorde holdt og fik hilst på Jens, mens jeg iførte mig løse ærmer og min ultratynde vindvest. Så var jeg klar til at passere toppen uden ophold. Min tid for at nå toppen var stadig i orden, men jeg havde sat lidt til, dog tegnede det stadig fornuftigt.
Nedturen fra Galibier er lang, og det gælder om at have nogle andre ryttere at dele den med. Der er passager, hvor der skal arbejdes i pedalerne og tit meget modvind flere steder. Også i år. Bilerne var også en hæmsko, og forhindrede en optimal nedkørsel, da de blev fanget bag langsomme ryttere, og dermed spærrede vejen for os andre. Med den tætte modkørende trafik var overhaling næsten umulig. Forstå mig ret. Disse ryttere var jo nået til samme punkt på ca. samme tid som jeg, og ikke i den forstand langsommere end jeg, men min force er nedkørslerne, hvor jeg indhenter tiden, jeg sætter til opad. Jeg mener (sikkert som alle andre tosser), at jeg kører fornuftigt uden at oversatse, men jeg nyder det og kører afslappet, hvilket i mine øjne formindsker risikoen i forhold til at køre krampagtigt med frygt for farten. Jeg sørgede for, at passere toppen, på de par modbakker der kommer, som første mand. Dette for at have en fri nedkørsel. Vel nede i dalen fandt jeg hurtigt sammen med 3 andre ryttere, og farten var høj de sidste 5 kilometer mod Bourg d'Oisans. Til højre i rundkørslen og lige frem til Mette´s privat depot. Her stod Mette og Mona parat med tørt tøj og ny energi på dåse og flaske. Efter et hurtigt tøjskifte begyndte jeg på de sidste 14 forfærdelige kilometer. Det stod mig hurtigt klart, at jeg ville komme til at mangle nogle minutter for at køre guldtid - men pyt. Det er altid en personlig sejr blot at gennemføre dette seje løb.

Epilog:
Min diplomtid blev fastsat til 9:41:54 hvilket er 1:06 minutter mere end min cykelcomputers totaltid, så jeg har fået tillagt lidt mere tid for nedkørslen fra Glandon end min faktiske kørsel. Andre sparer på den konto.
C'est la vie.
Jeg fik bevist for mig selv, at jeg stadig kan flytte grænserne, selvom min hårpragt både er skrumpet, og har antaget en mere grå farve end ved min debut i 1997.
Jan's helbred slog ikke til. Hans lungekapacitet var ikke øget til dagen, og han vendte om på toppen af Glandon. Senere på året tog han dog revanche i Ötztaler Radmarathon, som han fuldførte i fin stil til trods for, at han stadig ikke var helt fit for fight.
Som sidste år pakkede vi bilen, spiste en dejlig middag før bilen bragte os sikkert hjem til Danmark.
På gensyn i 2012.